Sep 22, 2017
Home » CSR People Prize » Autister, leverandørkrav og flygtninge giver CSR-pris
Fotografi: Jens Romundstad modtager CSR People Prize 2015
Tydeligt berørt modtager salgsdirektør Jens Romundstad fra Fakta A/S CSR People Prize 2015.

Autister, leverandørkrav og flygtninge giver CSR-pris

Fakta A/S og Restaurant Dronning Louise løb med årets CSR People-priser, da de blev uddelt onsdag aften d. 7. oktober ved CSR Awards i Vejle. For begge virksomheder er det sociale ansvar en motor for forretningen.

Begge virksomheder har brikker på hele pladen, når det kommer til socialt ansvar: De arbejder med både arbejdsmiljø, fastholdelse af medarbejdere og rekruttering af udsatte ledige, fx syriske flygtninge, personer med psykiske lidelser og autister.

Derudover har begge virksomheder knækket koden til at få det sociale ansvar integreret i forretningen. Som Jens Romundstad, salgsdirektør i Fakta, forklarer om virksomhedens rekruttering af unge med autisme:

”Hvor nogle måske ser et handicap, ser vi en styrke. En autists evne til at sætte ting i system og sans for detaljen giver rigtig god mening for en dagligvarebutik som Fakta i forhold til alle de rutiner, der i sidste ende skaber en flot, trimmet butik.”

De unge autister uddannes som led i projekt Klar til Start, der er blevet til i samarbejde med Unges Uddannelsescenter. De unge er garanteret job i Fakta, hvis de gennemfører forløbet. Indtil videre er 11 uddannet og ansat i Fakta, mens yderligere 40 er i gang med uddannelsen.

Se interview med Jens Romundstads reaktion, da prisen er en realitet:


Se juryens vinderbegrundelse for Fakta A/S

Anden gang var lykkens gang

For Restaurant Dronning Louise viste anden gang sig at være lykkens gang: Esbjerg-restauranten vandt CSR People Prize efter også at have været med i slutspurten om prisen sidste år.

For restauranten er såvel syriske flygtninge som personer med psykiske lidelser blevet grupper, man rekrutterer fast fra. Og det sociale ansvar er blevet så integreret, at restauranten nu også tænker det ind i deres valg af underleverandører, hvor bl.a. en leverandør af øl er blevet valgt på grund af sin sociale profil.

Den store indsats høster anerkendelse fra juryen bag CSR People Prize.

”Siden nomineringen sidste år har Restaurant Dronning Louise taget sit sociale ansvar et skridt videre. Det er en virksomhed, hvor kreative ideer bliver til praksis, og hvor socialt ansvar er en naturlig del af rekrutteringen,” siger Mette Rønnau, formand for juryen bag CSR People Prize og direktør for videns- og netværkshuset Cabi.

Se interview med daglig leder Lis Ladegaard Jacobsen fra kort efter prisoverrækkelsen:

Se juryens vinderbegrundelse for Restaurant Dronning Louise

Kongelig hyldest til alle nominerede

H.K.H. Prins Joachim uddelte vanen tro CSR People Prize. Han udtaler:

”De mange virksomheder, som har været med i år, har været med til at give udsatte mennesker mere livsmod og gøre dem modstandsdygtige. Jeg vil gerne takke alle de virksomheder, som har søgt CSR People Prize, for deres samfundssyn. Jeg vil fremhæve de seks nominerede virksomheder for deres imponerende indsats. Og jeg ønsker naturligvis specielt tillykke til de to vindere, som helt håndgribeligt viser vejen for et bæredygtigt og resilient samfund.”

Fakta om CSR People Prize

CSR People Prize uddeles i to kategorier, dels til virksomheder med færre end 100 ansatte, dels til virksomheder med mere end 100 ansatte. Restaurant Dronning Louise har vundet i kategorien med færre end 100 ansatte, mens Fakta A/S har vundet i kategorien med over 100 ansatte.

  • VFSA har i snart 20 år arbejdet for at indsluse og fastholde socialt udsatte på arbejdsmarkedet. Det gør vi blandt andet ved at uddele den prestigefyldte hæderspris CSR People Prize.
  • Med uddelingen af CSR People Prize hylder vi de virksomheder, der gør en særlig social indsats for udsatte grupper på arbejdsmarkedet, og som via konkrete initiativer har vist, at deres sociale engagement er forankret i både dagligdagen og ledelsens visioner.
  • Med deres historier kan vi inspirere andre virksomheder til at tage små og store skridt inden for virksomhedernes sociale ansvar.
  • CSR People Prize bliver overrakt ved det store CSR Awards 2015, der afholdes den 7. oktober i Vejle. CSR Awards er arrangeret af CSR Fonden, som VFSA er strategisk samarbejdspartner for.

Læs mere om CSR Awards på www.csrfonden.dk og her på vfsa.dk.

About vfsa

vfsa
Christina Schultz er Sekretariatsleder for Virksomhedsforum for Socialt Ansvar, som består af toneangivende danske erhvervsledere. VFSA tror på, at socialt ansvar betaler sig og arbejder målrettet på at sætte socialt ansvar på dagsordenen, både i det politiske system og hos danske virksomheder.

Check Also

Kom med til CSR konference og uddelingen af CSR People Prize 2016

VFSA afholder mandag den 7. november konferencen ’Danske Pionerer for Bæredygtighed’ i samarbejde med Dansk …

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *