Nov 22, 2017
Home » Virksomheders erfaringer » Uden virksomheder, ingen beskæftigelsespolitik
Fotografi: Der klappes af CSR-frelste virksomheder
Der klappes af de gode eksempler til VFSA's sideevent d. 7.oktober til CSR Awards 2015

Uden virksomheder, ingen beskæftigelsespolitik

Så håbløs som en landmand uden mark. Sådan vil situationen se ud for beskæftigelsespolitikken, hvis ikke jobcentre og virksomheder får et professionelt samarbejde i stand. VFSA har derfor afprøvet nye samarbejdsformer, som blev præsenteret på CSR Awards 2015.

Reformerne på beskæftigelsesområdet taler sit tydelige sprog: Der behøves flere virksomheder til at løfte samfundets udsatte med ind på arbejdsmarkedet. Desværre viser tal fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, at antallet af socialt ansvarlige virksomheder er nogenlunde konstant. Der er samlet set ikke kommet flere til siden 90erne.

Det er vigtigt for os i VFSA at gøre vores til at bryde denne stilstand. Derfor har de tre VFSA-virksomheder BRFkredit, Falck Danmark A/S og Danfoss A/S gennem 2015 samarbejdet med jobcentre om at finde frem til nye former for forpligtende samarbejde, som kan give værdi for både virksomheder og samfund.

Erfaringerne fra dette projekt blev præsenteret på VFSA’s sideevent ved CSR Awards 2015.

Tre samarbejder – tre modeller

Alle de tre eksempler på samarbejde har haft virksomhedspraktikker som omdrejningspunkt. Det har også været et fællestræk, at såvel de tre virksomheder som de i alt otte jobcentre, der har været inde over, fra starten har været indstillet på at gå helhjertet ind i det. Der hører lighederne imidlertid også op.

”De tre virksomheder viste sig at have forskellige behov for service fra jobcentret, så det lod sig ikke gøre at konstruere et fælles koncept, der så bare kunne rulles ud over dem alle. En helt afgørende indsigt fra projektet er derfor, at jobcentrene skal lytte og indrette løsningerne efter virksomhederne. Ellers får man ikke succes”, siger Carsten Kjærgaard fra viden- og netværkshuset Cabi.

Hos BRFkredit blev løsningen, at der blev ansat en mentor på fuldtid i virksomheden til at tage sig af praktikkerne. Hos Danfoss var det en udvidet service fra jobcentrets medarbejdere, som skulle til. Hos Falck blev løsningen at lade en virksomhedskonsulent fra et jobcenter koordinere samarbejdet, der lappede ind over hele fem jobcentre.

Læs mere om projektet i pjecen: ‘Jobcentre samarbejder med store virksomheder. Inspiration til ledere i jobcentre’.

Store virksomheder har særligt potentiale

På den måde blev Falck-samarbejdet en forsmag på det såkaldte Jobservice Danmark, som er et tilbud til store virksomheder om en indgang til jobcentre, der så samarbejder på tværs af kommuner, om at hjælpe virksomhederne med rekruttering, fastholdelse og opkvalificering. Netop øget systematik i samarbejdet har været et væsentligt formål, fortalte Carsten Kjærgaard fra scenen til CSR Awards:

”Store virksomheder har stort potentiale alene i kraft af størrelsen. Men for at tage springet til at få det fulde udbytte af potentialet, er det nødvendigt at basere samarbejdet på systematik og professionalisme frem for at tage det fra gang til gang.”

Overdriv ikke succesen

Seniorforsker Helle Holt fra SFI deltog også på arrangementet, og hun slog til lyd for, at man skal være glade for de gode eksempler. Vigtigere er det dog at få eksemplerne boostet, så flere kommer med:

”Konkrete erfaringer er vejen frem. Når først en virksomhed har oplevet, hvad socialt ansvar kan give, så har man også lyst til at prøve igen. Og der er sandsynligvis et stort potentiale at få realiseret, for det er i dag kun ca. en tredjedel, som tager et socialt ansvar,” sagde hun.

Se interview med Helle Holt:

Se billeder fra arrangementet:

Fotografi: Deltagere fra projekt 'Det Professionelle Partnerskab' på scenen
Deltagere fra projekt ‘Det Professionelle Partnerskab’ på scenen.
Fotografi: Intens lytning til VFSA's sideevent til CSR Awards 2015
Intens lytning til VFSA’s sideevent til CSR Awards 2015.

 

 

About vfsa

vfsa
Christina Schultz er Sekretariatsleder for Virksomhedsforum for Socialt Ansvar, som består af toneangivende danske erhvervsledere. VFSA tror på, at socialt ansvar betaler sig og arbejder målrettet på at sætte socialt ansvar på dagsordenen, både i det politiske system og hos danske virksomheder.

Check Also

Klar viden er forudsætning for værdifulde fleksjob

Fleksjob er en god måde at give en person med nedsat arbejdsevne en tilknytning til …

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *